Kakao ceremoni

Yin og klangbad

Her kan du læse om Kakao ceremonien og få indblik i hvordan den foregår hos Bagnkop MindBody

Se det næste Kakao ceremoni event i booking systemet under “Events”

Ceremoniel Kakao 

Er en 100% ren og økologisk kakao. Med sit høje indhold af næringsstoffer placerer ceremoniel kakao sig som en superfood. 100% Kakao er naturlig bitter. Dette gør det til en intens oplevelse, der kan mærkes i hele kroppen. Når du møder Ceremoniel Kakao første gang vil du møde en feminin energi, der vækker alle dine sanser og kalder dig til stede, lige nu.

At drikke Ceremoniel Kakao hjælper med at skære igennem tankemylder og mentale blokeringer og åbne op for nydelse, glæde og vitalitet. Det er som få et skud af energi og fokus uden det velkendte dyk fra andre stimulanser. 

Krav til ceremoniel kakao

  • Kakaoen skal være dyrket økologisk og af typen Criollo
  • Alt håndtering af kakaoen skal foregå manuel. Det vil sige ingen industrimaskiner anvendes. 
  • Kakaobønnerne skal komme fra små landbrug. Kakao fra stor-industri kan ikke kaldes ceremoniel kakao. 
  • Bæredygtig dyrkning. Jorden bruges og dyrkes på en måde, hvor jorden næres og ikke udtæres og folkene, der dyrker jorden, respekteres
  • Kakaobønnerne tørres i solen. Dette modsat i mange chokoladevirksomheder, hvor bønnerne overristet på maskiner, hvorefter den brændte smag kompenseres og skjules ved at tilføje sukker og andre kunstige smagsstoffer.
  • Herefter males de til kakaomasse, hvor der hverken tilføjes eller fjernes noget fra kakaoen. 

Nydelse, vitalitet og balance 

Ceremoniel Kakao skaber forbindelse til hjertet og øger evnen til at lytte til det. Dette skyldes det naturlige indhold af såkaldte “Bliss Chemicals” i 100% kakao. For eksempel findes neurotransmitteren Anandamid (ananda; bliss) kun i menneskets hjerne og i kakao. Anandamid udskilles når vi har det godt og tilføres yderligere fra den rene kakao. En såkaldt brusebad af “feel good” oplevelse kan vi opleve, når vi drikker kakao. 

Traditionelt set anses kakao for at være en intelligent samarbejdspartner. Derfor hjælper den dig med at føre din intention ud i livet.

Et stykke af moder jord, der fylder dig op 

Ceremoniel Kakao er dyrket fra den oprindelige kakaobønne criollo, der er sjælden og eksklusiv, fordi den kun høstes en gang om året og kræver mere tid og pleje, fra rigtige menneskehænder. 

Mayaerne har en lang tradition for at forberede kakao, der stadig eksisterer i dag. På gårdene gendyrkes den sjældne criollo-sort på en naturlig måde fra frø. 

Hvordan foregår en kakao ceremoni?

Gør kroppen klar

Kakao virker bedst, hvis din mave ikke er fuld og hvis dit system ikke er optaget af at rense sig for f.eks koffein og alkohol. Det er derfor en god ide, at spise let i timerne op til ceremonien og at undgå slik, kaffe, alkohol og lign. Mælk forhindrer kroppen i at optage de virksomme stoffer i kakao, så hold dig helst fra mælkeprodukter den dag.

Medbring

I rummet er der alt det du behøver for at sidde og ligge behageligt; måtte, tæppe, pølle, puder, øjenpuder mm. Så du skal ikke medbringe meget.

Medbring dog din egen yndlingskop og det er en god ide at tage behageligt blødt tøj på og hvis du gerne vil have en ting, lys mm. med betydning for dig liggende foran din måtte, er du meget velkommen til det.

Rummet renses

Hos Bagnkop MindBody renser vi energien i rummet ved at afbrænde Palo Santo, Sandalwood, Frankinsence el.lign. Dufte er ofte en del af ceremonien og er afstemt intentionen. Dufte er med til at bevare den gode energi og skabe beroligende rammer.  

Klargøring af Kakao

Kakoen smeltes før din ankomst i blød havremælk, som gør smagen rund og lækker. Afhængig af hvad ceremonies fokus er, kan kakaoen tilsættes rene essentielle olier, for at understøtte intentionen. 

Kakaoens magi

Denne rene og originale kakao beskrives som sjælens og fredens medicin. Den besidder en feminin kraft og kakao åndens krafter forbindes med det følelsesmæssige legeme. Kakao ånden er vejen til at kommunikere med ånden og få hjælp til at håndtere udfordringer, ønsker mm i dit eget følelsemæssige legeme.

Kakao åndens vibrationer bærer venlighed, kærlighed, glæde, forbinder dig positivt med dig selv og andre. Energien er healende, moderlig og kærlig. Kakao ånden taler til hjertet, når vi forbinder os til vores hjertes energi, får vi indsigt i en dybere intelligens, der er præget af fredsommelige og kærlige vibrationer.

Hvordan du vil opleve kakao ånden er forskellig. Nogle gange omslutter hun dig, åbner dit hjerte og fører dig ind i vibrerende landskaber. Andre gange er hun en lærer, som hjælper dig med at se ting mere klart. Hun kan også være en ven, som fortæller dig at det er på tide at slippe, at overgive dig eller gå nye veje.

Kakao ånden lærer dig om balance, at leve et mere hjerte centreret liv og om de universelle naturlove.

Lige som moder jord, forlanger Kakao ånden ikke noget, hun stiller blot sin rigdom til rådighed og derfra modtager vi hendes rigdom.

Ønsket bag Kakao ceremonien er at give os et håndgribeligt anker, der er super simpelt, lækkert og næringsrigt – men som vigtigst af alt fylder dig op og er kilde til nydelse, vitalitet og balance og en vækkelse af modet til at lytte til hjertet og lade drømmene flyde. 

Ceremonien

Vi sidder i en rundkreds på puder og tæpper i det smukke rolige rum, med syngeskåle mm i midten.

Ceremonien indledes med, at kakaoen introduceres og ceremoniens overordnede intention. Herefter laver vi som sagt en kort meditation, hvor du finder frem til din intention med ceremonien. Kakao plantens vibrationer er subtile. For at mærke dem i et bysamfund, må du starte med at sænke farten i dit fysiske og psykiske legeme. Du er mere modtagelig hvis du er afslappet, tilstede i nuet, skubber tanker om alt andet væk for en stund. Meditationen hjælper dig på vej. 

Under meditationen formes din intention. Mærk her efter, hvad du ville ønske dig, hvis alt var muligt og tro så bare på det du mærker. En intention kan f.eks være at hele en fysisk eller følelsesmæssig smerte, at slippe et destruktivt mønster, at få dybere indsigt i og forståelse for noget i dig selv, at slippe frygt eller vrede, få større ro, mere glæde eller kærlighed, eller simpelthen bare nysgerrighed efter at opleve hvad kakao kan gøre for dig.

Formuler intentionen, så den udtrykker det du ønsker, frem for det du ikke ønsker. Brug aldrig ordet negativt ladede ord som “ikke, mindre, færre”.

Hav tillid til, at kakao nok skal hjælpe dig med at opfylde den, uanset hvordan ceremoni processen udformer sig. Gør klar til at slippe ophobede belastende energier og følelser.

Efter meditationen drikker vi kakaoen og du får lejlighed til at dele din personlige intention i en runde, hvis du føler for det. 

Når vi har drukket kakao’en lægger vi os godt til rette og nu begynder lydbaddet. Her vil du, med en klar intention og et åbent sind, lade kakaoens ånd, vibrationerne og din egen intuition guide dig til at opleve, hvordan din intention folder sig ud.

Læg dig godt tilrette og bevar din intention i dit indre – især hvis tankemylderet om andre ting opstår. Vend altid tilbage til din intention. 

Når ceremonien rundes af, bliver energien mere udadvendt og der bliver mulighed for at dele dine oplevelser under ceremonien og høre andres.

De mest almindelige oplevelser med Kakao er

  • Hjerteåbning
  • Klarere/stærkere fokus og koncentration
  • Forøget energi
  • Kreativitet vækkes
  • Intuition forstærkes
  • Det bliver lettere at meditere
  • Forøget kropsbevidsthed
  • Forstærket oplevelse af energier
  • Forløsning af følelser og blokeringer
  • Større kontakt til følelser
  • Større lethed ved indre arbejde og forløsning af blokeringer
  • Afrodisikum
  • Oplevelse af connection til dig selv, andre, naturen og universet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Call Now Button