Parterapi

Et bevidst rum for nærvær, ansvar og kærlighed

Hvad vådhed er for vand, er nærvær for kærlighed.


Nærvær er det, der giver kærligheden liv, dybde og bevægelse. Uden nærvær tørrer relationen ud – med nærvær opstår forbindelse, forståelse og mulighed for udvikling.

Parterapi hos mig er et trygt, undersøgende og ærligt rum, hvor I sammen – og hver for sig – bliver klogere på jer selv, hinanden og det fællesskab, I deler.

Essensen af parterapi

Parterapi handler ikke om at finde skyld eller udpege en vinder og en taber. Det handler om at skabe bevidsthed. Om at se klart – både indad og imellem jer.

I terapien arbejder vi med at:

  • øge nærvær og kontakt

  • skabe et mere sandfærdigt billede af jer selv og hinanden

  • forstå de mønstre, der gentager sig

  • åbne for nye måder at være i relation på

Parterapi er en proces, hvor kærlighed ikke forstås som noget statisk, men som noget der kræver opmærksomhed, mod og ansvar.

Kontraktering – ansvar frem for skyld

Parterapi er en hjælp til, at I hver især tager ansvar for jeres egne forholdemåder.

Det betyder, at:

  • ingen kan ændre den anden – men alle kan arbejde med sig selv

  • jeres reaktioner, behov og grænser er jeres eget ansvar

  • relationen bliver et fælles udviklingsrum, ikke en kampplads

Kontrakteringen skaber en tydelig og tryg ramme for arbejdet, hvor I begge deltager aktivt og forpligtet i processen.

Fokus i parterapi – individuelt

Selvom I kommer som par, starter udvikling ofte indefra. Derfor arbejder vi også med jer individuelt i det fælles rum.

Vi undersøger blandt andet:

  • Hvem er du?

  • Hvilke kvaliteter besidder du?

  • Hvilke prægninger har du med fra dit liv – og hvordan viser de sig i dag?

  • Hvilke relationelle kompetencer identificerer du dig med?

  • Hvilke livsværdier lever du efter?

  • Hvad er særligt vigtigt for dig i dit liv og din hverdag?

  • Hvordan drager du omsorg for dig selv, din krop og dine værdier?

  • Hvilke drømme, visioner og ønsker har du for dit liv?

Når du får et mere bevidst forhold til dig selv, bliver det også lettere at møde din partner med klarhed, ansvar og åbenhed.

Fokus i parterapi – fælles

Parforholdet er mere end summen af to individer. Det er et levende fællesskab, som også fortjener opmærksomhed.
Vi retter fokus mod:

  • Hvad består jeres fællesskab af?
  • Hvor gode og ærlige er jeres samtaler?
  • Hvilke udfordringer er I opmærksomme på – og hvilke undgår I?
  • Hvor modige, sårbare og nysgerrige er I sammen
  • Hvilke livsdrømme og værdier er I fælles om?

Her arbejder vi med at styrke kontakten, kommunikationen og følelsen af at stå sammen – også når det er svært.

Parterapi støtter jer i at bevæge jer i denne retning – med større bevidsthed, nærvær og ansvarlighed.

Etik og forudsætninger

For at parterapi kan være meningsfuld og ansvarlig, er der nogle grundlæggende forudsætninger:

  • Begge parter ønsker at gå i terapi

  • I kan tåle et vist udfordringsniveau

  • I kan passe på jer selv mellem sessionerne

  • I har en vis risikovillighed og er ikke på forhånd fastlåst på et bestemt udbytte

  • I er villige og åbne over for at opdage, undersøge og blive klogere

Terapien er et fælles eksperiment – ikke en garanti for et bestemt resultat, men en invitation til ægte forandring.

parterapi

Udbytte – det bevidste parforhold

Et bevidst parforhold er ikke et perfekt parforhold. Det er et ærligt og ansvarligt parforhold.

Gennem parterapi kan I blandt andet opnå at:

  • skjulte formål og ubevidste mønstre erkendes

  • skabe et mere sandfærdigt billede af din partner

  • blive bedre til at udtrykke behov og ønsker

  • udvikle mere hensigtsmæssig adfærd i konflikter

  • anerkende, at din partners behov er lige så vigtige som dine egne

  • tage ansvar for de mørke sider af din personlighed

  • lære at opfylde grundlæggende behov på nye måder

  • finde styrke og evner i dit indre, som du savner

  • træne evnen til at være kærlig, bevidst, hel og forbundet

  • erkende, at det er svært – og meningsfuldt – at skabe et godt parforhold

Succeskriterier for et godt parforhold

Et sundt og bæredygtigt parforhold kendetegnes ikke af fravær af konflikter, men af måden I håndterer dem på.

Centrale succeskriterier er:

  • kendskab til hinandens indre verdener

  • evnen til at holde det positive for øje

  • mod til at række ud mod hinanden

  • en stærk vi-følelse

  • evnen til at planlægge livet sammen

  • blid kommunikation frem for barsk

  • accept af hinandens indflydelse

  • villighed til at gøre indrømmelser

  • effektiv genopretning efter konflikter

  • evnen til at undgå fastlåsthed

Parterapi

På nuværende tidspunkt er jeg 4. års studerende hos Tobias Skolen og registreret hos FaDP. Jeg er løbende til færdighedstræning og får supervision.

ETISK RETNINGSLINJER FOR TOBIAS-SKOLEN

Tobias-Skolens etiske retningslinjer har som formål, at værne om skolens og branchens værdier samt at skærpe bevidstheden om god, etisk praksis under uddannelsen samt som færdiguddannet psykoterapeut. Dette til gavn for studerende samt for de klienter, der stiller sig til rådighed for klienterfaringen under den studerendes forløb på skolen, samt til gavn for kommende klienter, af den færdiguddannede psykoterapeut. De etiske retningslinjer er gældende for alle studerende og færdiguddannede terapeuter og psykoterapeuter fra Tobias-Skolen, og gælder således både inden for skolen i de forskellige rum, som den studerende færdes i (undervisning, supervisionsgrupper, færdighedstræning, evt. terapigrupper, praksisgrupper etc.), samt når den studerende starter med at have klienter under sin uddannelse og senere skal etablere en professionel virksomhed som psykoterapeut.

Skolens etiske retningslinjer skal således sikre de studerende et trygt, sundt og udviklingsbefordrende studiemiljø og skal ligeledes sikre, at alle studerende og færdiguddannede terapeuter/psykoterapeuter udøver terapi under gode etiske rammer.

Ansvar for egen udvikling 

Den studerende forpligter sig til som kommende psykoterapeut, via egenterapi samt ved bevidst selvrefleksion i skolens forskellige læringsrum, at tage ansvar for bearbejdning af egne psykologiske temaer, relationelle problematikker samt projektioner. Således er den enkelte med til at understøtte og medvirke til et miljø, hvor egen og andres udvikling er i højsæde. Ligeledes forpligtiger den studerende sig til at henvende sig til en given medstuderende, underviser eller skoleleder, hvis denne oplever udfordringer i relationen, der ikke lader sig forløse i den studerendes egenterapi, som skaber en usund og ufri relationen eller som skønnes at høre selve relationen til. Det er en fundamental tilgang til den terapi, der formidles fra skolen, at vi oprindeligt såres i relationer, og at vi kan heales i relationer. Studerende og undervisere på Tobias- Skolen må være indstillet på at bidrage til denne gensidige vækst ved at bidrage med ærlighed, autenticitet samt respekt og kærlig tilgang og tillid til det gode i hinanden. 


Tavshedspligt og opbevaring af journaler ift. klientarbejde 

Den studerende har tavshedspligt i forbindelse med alt klientarbejde. Det betyder, at klienter ikke må kunne genkendes i forbindelse med supervision, eksamensopgaver eller kollegial sparring. Journaler skal opbevares forsvarligt i aflåst skab eller på kode- samt virus-sikret pc. Dette skal følge Datatilsynets til hver en tid gældende rammer. Den studerende har pligt til at lade sig registrere i Datatilsynet, når denne opbevarer journaler med personfølsomme data.

Supervision

Den studerende og den færdiguddannede psykoterapeut forpligtiger sig til at modtage supervision

i forbindelse med klientarbejdet. Dette for at sikre den studerendes/psykoterapeutens fortsatte faglige samt menneskelige udvikling og derigennem sikre klienten et så sundt og udviklende forløb som muligt. Der er et minimumskrav om 100 lektioner/75 klokketimers professionel supervision under uddannelsen. Har den studerende flere end de krævede 100 lektioners klienterfaring, kræves yderligere supervision. Omfanget må vurderes af den studerende ud fra bevidsthed om sund etik.

De 100 lektioners professionel supervision kan modtages individuelt eller i grupper på maks. 4 studerende og en supervisor. 80 % af supervisionen skal modtages på Tobias- Skolen, for at skolen sikrer sig, at den studerende mestrer den Spirituelle Integrative Krops- & Psykoterapi tilfredsstillende. Benyttes en ekstern supervisor til en del af supervisionen, skal denne godkendes af skolen.

God klinisk praksis ved mangel på kompetencer 

Den studerende og den færdiguddannede terapeut/psykoterapeut forpligtiger sig til at henvise klienter til anden professionel terapeut, hvis klientens problematik ikke kan håndteres og/eller rummes fagligt eller menneskeligt af terapeuten/den studerende. Dette kan eventuelt vurderes i samarbejde med den praktiserendes supervisor. 


Intim eller privat omgang med klienter 

Den studerende/færdiguddannede psykoterapeut må ikke have intim eller privat omgang med en klient, hverken under eller efter et afsluttet terapeutisk forløb.

Ansvar for en bevidst og sund klient/terapeut-relation 

Den studerende/færdiguddannede psykoterapeut har efter bedste evne ansvar for at starte, facilitere samt afslutte et klientforløb forsvarligt, herunder at gøre sig faglige overvejelser omkring, hvilke af klientens eller egne dybereliggende mønstre, der kunne være i spil i opstarten af et forløb, undervejs i forløbet samt i forbindelse med afslutning af et terapeutisk forløb. Her

tænkes særligt på klientens samt terapeutens/den studerendes egne dybereliggende relationelle såringer/tilknytningsmønstre, forskellige former for afhængigheds- og misbrugsproblematikker, der kan komme uheldigt i spil i relationen imellem terapeut og klient.

Professionel egenterapi 

Det er et krav fra Tobias-Skolens side, at de studerende fra uddannelsesstart til endt uddannelse er i et professionelt psykoterapeutisk forløb. Psykoterapeuten skal godkendes af skolen, for at sikre at han/hun er certificeret fra en 4-årig psykoterapeutisk uddannelse, der i indhold og form er på højde med Tobias-Skolens. Derudover skal psykoterapeuten have min. 3 års erfaring som fuldtidsbeskæftiget psykoterapeut. Det er muligt at gå i terapi hos en fra Tobias-Skolen nyuddannet psykoterapeut, men denne forpligter sig til ekstra supervision på netop de sessioner, som vedkommende har med en studerende fra skolen.
Der er et minimumskrav om 100 lektioner/75 klokketimers professionel egenterapi under uddannelsen, og den studerende må være villig til gå ud over denne ramme, hvis behovet skønnes af den studerende selv eller af skolen. 


Om Bagnkop MindBody

Et trygt og helhedsorienteret rum, hvor krop og sind bringes i balance.
Her møder du nærvær, faglighed og en respektfuld tilgang til det, der fylder i dig – hvad enten det handler om stress, angst, spændinger, eller et ønske om mere ro og livskvalitet.

Mit arbejde bygger på tillid, ligeværd og det hele menneske. Sammen skaber vi et forløb i dit tempo – med fokus på at genskabe kontakt til kroppen, styrke din indre balance og støtte dig i at stå stærkere i dig selv og i livet.

Om mig:

  • Cand. Mag. i Læring- og Forandringsprocesser
  • Certificeret Corrective Sounds behandler
  • Traumeorienteret Yoga facilitator
  • Under uddannelse som Reg. Integrativ Krops- og Psykoterapeut på 4. år
Integrativ terapi
FaDP logo_blå_hvid
psykoterapi